Adrenalinen pumpede, da flyet lettede.. Point of no return!

Adrenalinen pumpede, da flyet lettede.. Point of no return!

I april satte jeg mig i et fly i retning mod Jordan med blandede følelser af at være heldig, glad og samtidig spændt og rædselsslagen. Jeg spændt over, at jeg havde fået mulighed for at arbejde på en kampagne i forbindelse med den syriske flygtningekrise, som jeg skulle arbejde på i Syriens nabolande. Jeg var samtidig nervøs og overvældet ved tanken om, at jeg skulle bo i Mellemøsten på egen hånd og rejse ud med en stor humanitær flygtningeorganisation i forskellige flygtningelejre for at formidle historier om disse triste sjæle.

I flyveren sad jeg med mit boardingpas og kunne mærke adrenalinen stige, da flyet lettede fra mit sidepladsvinduet på Kastrup lufthavn.

pexels-photo-59519

Jeg havde simpelthen sagt farvel til folk, jeg kendte med meldingen om, at jeg skulle opholde mig i Mellemøsten i ’noget tid, bo og arbejde lidt – helt uvidende om at mit opholde ville trække ud flere måneder, tilsyneladende et år.

Dette enkelte boardingpas kom til at betyde, at jeg siden er kommet  på adskillige reportageture senere fået mulighed for at rejse på kryds og tværs af regionen, som formidler med mit arbejde. Det bragte mig i møde med forskellige mennesker og ført på vejen frem til et uforudset jobtilbud, som pludselig gjorde mig til expat med base i Amman og daglig arbejdstilknytning til en international NGO, på ubestemt tid.. Ikke blot på et par måneders ophold! Jeg har siden den dag rejst på kryds og tværs af regionen, begået mig i flere forskellige flygtningelejre i bl.a. i Nordirak, Libanon og Jordan og skrevet historier om alt fra flygtninges krigserindringer til historier om det arabiske forår og korruptionssager i Tunesien. Det har givet mig helt unik indsigt i regionens problematikker gennem mange interview med inspirerende sjæle lige fra flygtninge til entusiastiske aktivister og parlamentarikere.

Da jeg ved min udstigning fra flyet den dag i april satte fødderne i Jordan og indåndede den lune luft i Queen Alia Airport, slog overvældelsen mig og jeg fik en stor klump i halsen. Jeg var lettet ved tanken om ’at jeg har gjort det’ og slæbt med mig en stor kuffert med kameraudstyr og bærebar, som manifesterede min store drøm: At bo i Mellemøsten, som har forelsket mig og arbejde med formidling. Jeg har siden min ankomst tilbragt utallige nætter i adskillige hotelværelser og flyttet rundt i mellem 5 lejligheder i Amman, inden jeg nu har slået mig mere permanent i Jabal Weibde som expat.

En af de første dage, hvor jeg to på en to ugers reportagetur i Mellemøsten for at dokumentere syriske flygtninges hverdag, blev jeg helt overvældet af det tørre og varme klima på vejene. Vi satte kursen mod en stor flygtningelejr i Nordirak for at samler materiale ind til kampagnen. Efter flere timers køretur og alt for lidt søvn satte jeg fødderne på grustenene i den kæmpestore flygtningelejr i Nordirak. jeg havde et år forinden besøgt Zaatari lejren i Jordan, som er verdens andenstørste, men dette var en anderledes og mere udfordrende oplevelse. Jeg mærkede varmen i kinderne og sveddråberne trille ned fra panden, idet jeg slæbte en stor sort rygsæk med tungt udstyr. Omkring os stod telte stablet på rædde rækker og container-bygninger, hvori nødhjælpspersonalet og lejrkoordinaterne holdt til.

IMG_6492

Det var som at træde ind i en virkelig trist flygtninge-by, hvor folk levede side om side i telte, omhegnet af pigtråd og store landsskaber udenom. Børn legene på vejene iklædt støvet tøj og stierede på os, mens vi kom gående med det store udstyr og hurtige skridt. Jeg kunne ikke lade være med at føle en klump i halsen og en nervøsitet, dels for den triste virkelighed jeg begav mig ud og dels for det store ansvar, jeg følte for at skulle være en slags ”talerør” disse flygtninge.

Vi trådte ind i et telt som skulle vise sig at være dagens højdepunkt. Her mødte vi en energisk mand som boede sammen med sin kone og børn i dette beskedne ”telthjem”. Han udviste stor åbenhed og varme, at man ikke kunne lade være med at blive rørt. Manden var blevet ’udpeget’ til at være en del af vores kampagne, fordi de lokale medarbejdere fra flygtningelejren havde udpeget ham for hans generøsitet og medmenneskelighed. Midt i den største syriske flygtningebølge i 2013, begyndte han (selvom han selv var flygtning) på egen hånd at samle tøj og spørge folk om at donere nogle nødhjælpsvarer til de nytilkomne flygtninge. Han delte ud af sine egne madrasser ud og det donerede tøj. Mandens historie satte sig grundigt fast på min erindring, hans store hjerte og lyst til at dele ud af sine få ressourcer midt i sin egen krise. Under interviewet blev han ved med at gentage; ”Jeg gør det fordi jeg er menneske”!

12095322_10153863327102448_1473369599402467293_o

Få måneder senere i Jordan og flere rejser i regionen, indså jeg pludseligt, at rejsen havde gjorde mig til expat, en kendsgerning der kom helt bag på mig. At jeg pludselig skulle bo og arbejde i Amman i en international NGO med en ny situation og identitet. Ikke alene skulle jeg indstille på de nye forandringer, men også på at jeg ikke havde kontrol over hvor længe.. Eller hvor min næste flybillet skulle føre mig hen.

Jeg fik indset en stor forskel fra de andre rejser, jeg har været på i mit liv. En ting er at man rejser et sted hen med en returbillet i ærmet, hvor man indstiller sig på at være der i en begrænset periode. En helt anden er, at man så skal klare sig helt på egen hånd uden at man har nogen nære venner eller familie i nærheden. Just in case!
Jeg satte mig et mål, som gik ud på at være i Jordan i et år som minimum og gøre alt for at få et lærerigt og fedt ophold, for jeg brændte enormt for at være i regionen og arbejde med formidling. Et milepæl jeg ny har nået, uden at være opmærksom på at jeg samtidig har kastet mig selv i den mest overvældende personlige udvikling nogensinde. Oplevelsen har gjort mig enormt klogere på mig selv såvel som verden, jeg nu ser fra et ny perspektiv – ikke mindst den, de mennesker jeg interviewer, deler med mig. Jeg har opdaget at det slet ikke er farligt at begive sig ud i verden, uden en fast hjemrejsedato, hvilket har gjort mig mere tolerant overfor forandringer end nogensinde før!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *