Små Skridt I En Tilfældig By

Små Skridt I En Tilfældig By

Som et gyldent tæppe har solen allerede lagt sig over kongedømmet, selvom det er tidligt morgen i Amman. Som altid skinner solen fra en skyfri himmel. Jeg mærker varmen prikke i kinderne, mens jeg tager små skridt i retning mod min yndlingscafe. Jeg finder frem til mit velkendte hjørne, som ligger i skyggen, hvorfra jeg kan se op imod min lejligheds-rude. Det her er mit stille hjørne i skyggen, som mest af alt minder mig om en hyggelig cafe på Nørrebro. Det er her, jeg har tilbragt mange formiddage, hvor jeg kan se ind af de snoede gyder og se travle forbipasserende.

På fortovet går folk med forskellige ansigtstræk, kulør og påklædning, som afspejler byens mangfoldighed; Nogen bærer lyse sommerkjoler og shorts mens andre bærer noget mere dæmpet tøj, hvorimod andre hat valgt at iklæde sig mere konservativt og tildækket.

Jeg lytter til skridt på kryds og tværs af gaden og fremmedes stemmer, som taler på forskellige sprog: Engelsk, fransk og italiensk, som stille bliver overdøvet af mere orientalsk klang af forskellige arabiske dialekter. Det virker for mig så livsbekræftende!

Kvarteret jeg befinder mig i, Weibde, betegnes som et af Ammans ældste, og som har oplevet stor tilvækst de seneste år. Det er netop det, der kender kvarteret; dens multikulturalitet. Især efter den syriske flygtninge-krise har flere mellemøstelskere, arkæologisk interesserede, vestlige turister og dedikerede arabiskstuderende fra hele verden strømmet hertil. De oplyste butiksfacader i downtown, nye kulturoplevelser og smagsrige restaurant menu tiltrækker i dag mange vesterlændinge. Selvom turistindustrien, ifølge mange lider, med krigshærgede nabolande og en intens flygtningekrise – opleves udviklingen overvældende indefra.

Det er som om, der stadig kommer flere expat, hvis arbejdspladser har base i Amman, og som skubber gang i byens udvikling og kulturlivet. På trods af alle odds og de naboliggende konflikter, tiltrækker Amman stadig mange mennesker til sig. Antallet af turister og vesterlændinge i gaden peger på, at Amman er er blevet en erstatning til Damaskus. En spændende kulturcentrum, hvor man kan nyde den oprejste formiddagssol, mens man går på opdagelse i orientalske butikker, spiser frisktilberedt falafel med friskbagt fladbrød mens man oplever at udøve sit arabiske med taxachaufføren: ”Marhaba” (arabisk ord for ’hej’). Jeg rører sukker i mit glas, mens solen rammer det og får det til at funkle.10421464_10153777104252448_8440595531305538912_n

Jeg tænker reflekterende over, hvordan jeg er begyndt at passe ind i denne multikulturelle smeltedigel, hvor flygtninge (efterhånden fra flere nationaliteter), armenere, jordanere og europæere lever side om side. Hvordan mit syn på Amman er fortandret, efter jeg har boet her for 12 måned i træk, når man møder menneskerne og mærker skønheden i de små detaljer. Her er det aldrig for sent at gå ud, da bylivet kører på fuldt drøn og her kan man møde næsten, hvem som helst!

Ammans kaotiske centrum bærer præg af stor mangfoldighed, hvor du finder mange smilende ansigter og forskellige storbysudtryk. Og hvor du i den samme gade, du finder den klassiske falafel-restaurant og Abu Mohammads ældgamle syriske skomagerbutik fra 80’erne finder en turist overbemandet shisha-bar, hvor lyshårede turister nyder en kop arabisk kaffe eller og shisha (vandpipe) på ægte arabisk maner. En kendetegn jeg elsker ved Amman, da jeg har passion for at møde nye mennesker og mærker min forkærlighed for Mellemøsten vokse.

I gadebilledet finder man sudanesere, palæstinensere, armenere, irakere og andre flygtningegrupper, som alle befinder sig her på bestemt og ubestemt sted. Som en bekendt fra Jordan fortæller:

Når jeg tager afsted på arbejde om morgenen, ser jeg de sudanesiske flygtninge på gaden på vej til deres arbejde. Når kommer ind på kontoret møder jeg min  kollega som er irakisk flygtning og min anden kollega som er syrisk flygtning. Når jeg om aftenen tager ud i byen for at hænge ud møder jeg de yemenitiske samt somaliske flygtninge og de filippinske gæstearbejdere ved Paris circle. Når jeg tager hjem om aftenen drikker jeg te med min familie. De er palæstinensiske flygtninge. 

– den sætning afspejler de mangefarvede flygtningegrupper, som er strømmet til Jordan gennem tiden, siden landets oprettelse i 1921.

Gæstefriheden her er en overvældende del af nationalkulturen og identiteten i den jordanske selvforståelse. Den ydmyghed, gæstefrihed og forrygende hjerterum, man møder får ens til tabe underkæben. Især som en stærk kontrakt til den fremmedangst og berøringsangst, man har for at møde fremmede derhjemme. Helt fremmede mennesker her med beskedne midler, kan byde dig ind på et overdådigt middag, det bedte de kan byde på! Hvor ellers i verden finder man et land, som bærer på så meget generøsitet, selvom de huser over en million syriske flygtninge!

Jeg mærker mine fødder bliver lette igen, og jeg får lyst til at gå videre lags vejen. Måske stopper jeg forbi den lokale bager og køber to af mine yndlings morgenmadsgodbidder ovnbagte ”mana’ish”, som består af friskbagte fladbrød med timian eller fetaost, som jeg snupper på min hjemtur!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *